fredag den 27. september 2013

Var et smut i åen

Vejret var fantastisk i fredags, så jeg smuttede lige en tur forbi åen, for at se om de første brakvandsaborre skulle være dukket op. Det var de, så jeg kastede mig straks over, at samle lidt materiale til en film om fiskeriet. Alt efter hvordan det går, kunne det godt blive en serie af film, så den første fik undertitlen "Det tidlige efterår". Den indeholder lidt om grej og teknik, samt selvfølgelig lidt herlige optagelser med nogle fine aborrer.


Jeg prøvede også at få lidt optagelser under vandet, men det viste sig at solskin og let grumset vand giver en sigtbarhed på omkring 20 cm. Må prøve igen en dag hvor vandet er klart.

tirsdag den 3. september 2013

Ville have startet på en hvar-film.....

......men hvarrene ville ikke deltage.

Var på vandet med Tom i lørdags, fordi jeg havde hørt flere meldinger om at der var gang i hvar-fiskeriet. Så fiske- og film grej blev pakket ned, og kursen sat mod Helsingør. Forholdene var egentlig fine, og der var god afdrift. Vi havde dog ikke andre kontakter end fjæssinger og issinger til at starte med, og da vi rykkede til en anden position tog makrellerne over.

Til sidst gav vi op og prøvede noget helt andet, hvilket dog heller ikke lykkedes, og vi valgte at tage et par drev mere efter hvarene. Minsanten om en fin slethvar ikke fik medlidenhed med os og røg på min sildestrimmel - Selvfølgelig uden at et eneste kamera var klar.


Vi prøvede nogle flere drev, men både vind og strøm tog til, og vi drev 2,5-3 knob, hvilket nok var i overkanten. Så vi pakkede sammen og tog i havn, med et lidt magert resultat - Ikke mindst på filmfronten. Så der blev ikke rigtig nogen hvar-optagelser, og i må nøjes med en tur-rapport film i denne omgang: